Som jeg har fortalt tidligere var vi i forlystelsesparken Beto Carrero. Rasmus prøvede "frit fald" mindst 10 gange.
Se her hvordan det så ud - og lød........det var de "tilskuende damer" der skreg mest (jeg kan ikke finde ud af at vende filmen rigtigt) :-(
lørdag den 3. november 2007
Florianopolis (26-28 okt)
Torsdag morgen var tiden inde til at sige farvel til Blumenau. Kl. 8.30 ville bussen holde foran Hotel Gloria med Christiano, som ville eskortere os til det sidste.
Vi nød den "sidste" morgenmad og kaffen, som vi kunne skrive længe om. Den levede fuldt ud op til sit ry som den bedste i Blumenau.
Bussen kørte for og i det samme blev der ringet fra Teresinha, at Rasmus havde glemt sine løbesko. Så tog vi alle turen tilbage til Christiano igen og så blev der krammet og kysset farvel.
Christiano nærmest puffede os ind i bussen - jeg tror han havde svært ved at sige farvel.
Trist var det, men i vore stille sind tænkte vi hver især - det bliver ikke sidste gang. Blumenau, au revoir!
Bussen vendte næsen mod kysten Camboriu og herefter stik syd mod øen Florianopolis. Vores rare guide Wieland Lickfeld skulle følge os de sidste dage og vise os rundt i Florianopolis. Vemodet dampede af og vi hyggede os med Wieland som tilmed er en "livsklog" mand.
I Florianopolis by steg den lokale guide Osnei på bussen. Han kunne kun tale portugisisk og Wieland skulle derfor tolke for ham.
Vi tilbragte et par timer i selve byen med at drysse rundt os se den gamle bydel som portugiserne har sat deres umiskendelige præg på.
Herefter kørte vi til vores hotel på Joaquina Beach på den anden side af øen. Og hvilket syn - direkte ud til atlanterhavet med hvide sandstrande og store klitter.
Drengene var solgt. De ville blive på hotellet for at prøve Sandros sand-board som vi havde lånt. De fik derfor lov til et frikvarter for dem selv, mens vi andre fulgte Wieland sydpå.
Vi tjekkede hurtigt ind og herefter gik det videre med bussen sydover. Sandro havde anbefalet en lille hyggelig bar sydpå, hvor vi absolut måtte nyde deres caipirinhas, de skulle smage særlig godt der...På vejen gjorde vi holdt ved forskellige strande og udsigtspunkter og knipsede en masse fotos. På en måde kan man sige at Florianopolis er brasilianernes svar på Skagen.
Vi nåede Bar do Arante i Pantano do Sul lige ud til havet. Vi kunne ikke have valgt en bedre måde at afslutte dagen. Vi nød et par caipirinhas mens solen gik ned. Johanne og guiden Osnei havde tabt sit hjerte til hinanden og de morede sig på stranden med at finde alskens skaller og sten.
Hele fredagen var afsat til en sejltur med en større båd. I modsætning til dagen før, hvor det støvregnede, skinnede solen nu fra en næsten skyfri himmel. Solcreme blev smurt på "en masse". Den brasilianske sol er meget lumsk. Man kan ret hurtigt hente sig en solskoldning.
Hele to skoleklasser skulle vi dele båd med. Hold da helt ferie, en leben der blev ombord. Brasilianere har en (u)vane med at spille musik alle mulige og umulige steder. Heller ikke denne sejltur skulle vi nyde lyden af stille bølgeskvulp. En stor rusten højttaler ovenpå kahytten spillede brasiliansk pop-musik - og nogle af de unge var ellevilde og dansede med. Det må tilstås at vi ikke kunne lade være med at vrikke med tæerne. Mage til musikglad forlkefærd med rytmisk sans skal man lede længe efter.
Sejlturens mål var to gamle portugisiske forte på to øer og en bugt, hvor der efter sigende skulle være delfiner. Delfinerne så vi desværre ikke noget til. Det passede dem vist ikke den dag....men to smukke gamle forte og en hyggelig strandrestaurant, hvor vi spiste vores frokost blev turens højdepunkter.
Aftensmaden blev valgt med omhu, vores sidste i Brasilien. I en mindre flække: San Antonio de Lisboa, fandt vi en fiskerestaurant lige ud til vandet. Wieland havde det selvfølgelig i ærmet.
En middag med østers og diverse tilberedte rejer og god argentinsk hvidvin satte punktum for vores tur.
Lørdag eftermiddag kl. 15.15 skulle vi flyve fra Florianopolis. Vi valgte at holde helt fri om formiddagen og bare nyde stranden og de kolde bølger. Wieland gyste når vi hoppede i bølgerne, efter deres forhold er det koldt, men for os som kommer fra det kolde nordeuropa var de blot endnu et lækkert eksotisk indslag. Ungerne var ellevilde og min mor, Michael og jeg måtte også ud og dyppe os, herligt.
Ungerne sagde at de snildt kunne blive en uge ekstra, men det nyttede jo ikke noget. Faktum var at vi skulle hjem.
Kl. 15.00 gik vi ombord i vores fly, vinkede til Wieland og 30 timer senere stod vi i Marienhof 6 i Flensborg. Hjemturen forløb stort set planmæssigt. Det manglede også bare - kompensation for den lange udrejse.
Vi nød den "sidste" morgenmad og kaffen, som vi kunne skrive længe om. Den levede fuldt ud op til sit ry som den bedste i Blumenau.
Bussen kørte for og i det samme blev der ringet fra Teresinha, at Rasmus havde glemt sine løbesko. Så tog vi alle turen tilbage til Christiano igen og så blev der krammet og kysset farvel.
Christiano nærmest puffede os ind i bussen - jeg tror han havde svært ved at sige farvel.
Trist var det, men i vore stille sind tænkte vi hver især - det bliver ikke sidste gang. Blumenau, au revoir!
Bussen vendte næsen mod kysten Camboriu og herefter stik syd mod øen Florianopolis. Vores rare guide Wieland Lickfeld skulle følge os de sidste dage og vise os rundt i Florianopolis. Vemodet dampede af og vi hyggede os med Wieland som tilmed er en "livsklog" mand.
I Florianopolis by steg den lokale guide Osnei på bussen. Han kunne kun tale portugisisk og Wieland skulle derfor tolke for ham.
Vi tilbragte et par timer i selve byen med at drysse rundt os se den gamle bydel som portugiserne har sat deres umiskendelige præg på.
Herefter kørte vi til vores hotel på Joaquina Beach på den anden side af øen. Og hvilket syn - direkte ud til atlanterhavet med hvide sandstrande og store klitter.
Drengene var solgt. De ville blive på hotellet for at prøve Sandros sand-board som vi havde lånt. De fik derfor lov til et frikvarter for dem selv, mens vi andre fulgte Wieland sydpå.
Vi tjekkede hurtigt ind og herefter gik det videre med bussen sydover. Sandro havde anbefalet en lille hyggelig bar sydpå, hvor vi absolut måtte nyde deres caipirinhas, de skulle smage særlig godt der...På vejen gjorde vi holdt ved forskellige strande og udsigtspunkter og knipsede en masse fotos. På en måde kan man sige at Florianopolis er brasilianernes svar på Skagen.
Vi nåede Bar do Arante i Pantano do Sul lige ud til havet. Vi kunne ikke have valgt en bedre måde at afslutte dagen. Vi nød et par caipirinhas mens solen gik ned. Johanne og guiden Osnei havde tabt sit hjerte til hinanden og de morede sig på stranden med at finde alskens skaller og sten.
Hele fredagen var afsat til en sejltur med en større båd. I modsætning til dagen før, hvor det støvregnede, skinnede solen nu fra en næsten skyfri himmel. Solcreme blev smurt på "en masse". Den brasilianske sol er meget lumsk. Man kan ret hurtigt hente sig en solskoldning.
Hele to skoleklasser skulle vi dele båd med. Hold da helt ferie, en leben der blev ombord. Brasilianere har en (u)vane med at spille musik alle mulige og umulige steder. Heller ikke denne sejltur skulle vi nyde lyden af stille bølgeskvulp. En stor rusten højttaler ovenpå kahytten spillede brasiliansk pop-musik - og nogle af de unge var ellevilde og dansede med. Det må tilstås at vi ikke kunne lade være med at vrikke med tæerne. Mage til musikglad forlkefærd med rytmisk sans skal man lede længe efter.
Sejlturens mål var to gamle portugisiske forte på to øer og en bugt, hvor der efter sigende skulle være delfiner. Delfinerne så vi desværre ikke noget til. Det passede dem vist ikke den dag....men to smukke gamle forte og en hyggelig strandrestaurant, hvor vi spiste vores frokost blev turens højdepunkter.
Aftensmaden blev valgt med omhu, vores sidste i Brasilien. I en mindre flække: San Antonio de Lisboa, fandt vi en fiskerestaurant lige ud til vandet. Wieland havde det selvfølgelig i ærmet.
En middag med østers og diverse tilberedte rejer og god argentinsk hvidvin satte punktum for vores tur.
Lørdag eftermiddag kl. 15.15 skulle vi flyve fra Florianopolis. Vi valgte at holde helt fri om formiddagen og bare nyde stranden og de kolde bølger. Wieland gyste når vi hoppede i bølgerne, efter deres forhold er det koldt, men for os som kommer fra det kolde nordeuropa var de blot endnu et lækkert eksotisk indslag. Ungerne var ellevilde og min mor, Michael og jeg måtte også ud og dyppe os, herligt.
Ungerne sagde at de snildt kunne blive en uge ekstra, men det nyttede jo ikke noget. Faktum var at vi skulle hjem.
Kl. 15.00 gik vi ombord i vores fly, vinkede til Wieland og 30 timer senere stod vi i Marienhof 6 i Flensborg. Hjemturen forløb stort set planmæssigt. Det manglede også bare - kompensation for den lange udrejse.
onsdag den 31. oktober 2007
Sidste dag i Blumenau (24 okt)
Efter at have rumlet og skramlet afsted 14 timer i bussen fra Foz de Iguassu, ankom vi i det tidlige morgengry til Blumenau. Det var for tidligt at tjekke ind på Hotel Gloria igen og vi blev alle indlogeret hos Christiano og Teresinha. Johanne og jeg i dobbeltsengen hos mormor og Michael på sofaen i stuen. Drengene gik prompte omkuld på deres egen madras. Efter et par timers søvn og et bad følte vi os rimelig friske. Teresinha havde fremtryllet et middagsbord med diverse varme retter, sådan som de nu plejer til middag hos dem. At have 6 mennesker boende lod ikke til at volde de mindste besvær med hverken kost eller logi....
Om eftermiddagen havde vi aftalt med Sandro og Paula, at vi skulle ud og shoppe i et kæmpe supermarked - vel hvad der svarer til vores "Citti" eller Bilka. Det var spændende at se deres varesortiment og superærgerligt at vi kun havde en kuffert med som var fyldt til randen. At gå i fremmede landes supermarkeder er altid spændende.
Herfter stod den på to forskellige tøjbutikker. En stor arkade og noget der lignede et tøjsupermarked. Fællesnævneren for begge steder var, at det meste tøj var produceret i regionen.
Santa Catarina har en omfattende tekstilproduktion - og det er god kvalitet. En gennemgående trend dette forår var et hav af forskelligartede toppe og tunikaer i alle mulige farver og mønstre. I lækker viskosekvalitet. Det var et eldorado for enhver tøjglad kvinde. Et lille smut forbi en butik med krystalglas. Igen havde vi lyst til at købe stort ind, men den lange rejse, ingen plads i kufferten og faren for ødelæggelse, afholdt os fra det. Der var ellers mange smukke glas i alskens farver og med fine slibninger der net kunne finde plads i et par hjem i Broager og Flensborg :-(
Om aftenen skulle den store afskedsmiddag finde sted. Vi fra Danmark havde inviteret på middag og Sandro havde valgt stedet. En lille hyggelig restaurant, der befandt sig under et par tagudhæng og med en lille sø i midten.
For anden gang på turen spiste vi à la carte mad. Den havde ellers stået på buffet og "kilomad" som er meget udbredt i Brasilien.
Denne aften fik vi godt oksekød, gode salater, ris og pommes frites med forskellige krydderiblandinger. Det hele med den friske lokale fadøl og Caipirinhas. Min mor har virkelig fået smag for det også.
Igen blev vi overhældt med gaver. Det var næsten som juleaften. Champagne, smykker, bøger, cremer, sæber, brasiliansk musik o.m.m. De ved ikke alt det gode de skal gøre for os. Vi havde også givet dem gaver da vi kom, nogle typiske danske ting fra f.eks. Royal Copenhagen og Georg Jensen.
På et tidspunkt var det tid for at sige farvel. Vemodigt - det er nok ikke alle vi kommer til at se igen. En del af dem er jo oppe i årene.
Næste morgen skulle vi med vores bus og vores rare guide Wieland Lickfeld til sidste stop på vores rejse: det brasilianske ferieparadis "Florianopolis"
Om eftermiddagen havde vi aftalt med Sandro og Paula, at vi skulle ud og shoppe i et kæmpe supermarked - vel hvad der svarer til vores "Citti" eller Bilka. Det var spændende at se deres varesortiment og superærgerligt at vi kun havde en kuffert med som var fyldt til randen. At gå i fremmede landes supermarkeder er altid spændende.
Herfter stod den på to forskellige tøjbutikker. En stor arkade og noget der lignede et tøjsupermarked. Fællesnævneren for begge steder var, at det meste tøj var produceret i regionen.
Santa Catarina har en omfattende tekstilproduktion - og det er god kvalitet. En gennemgående trend dette forår var et hav af forskelligartede toppe og tunikaer i alle mulige farver og mønstre. I lækker viskosekvalitet. Det var et eldorado for enhver tøjglad kvinde. Et lille smut forbi en butik med krystalglas. Igen havde vi lyst til at købe stort ind, men den lange rejse, ingen plads i kufferten og faren for ødelæggelse, afholdt os fra det. Der var ellers mange smukke glas i alskens farver og med fine slibninger der net kunne finde plads i et par hjem i Broager og Flensborg :-(
Om aftenen skulle den store afskedsmiddag finde sted. Vi fra Danmark havde inviteret på middag og Sandro havde valgt stedet. En lille hyggelig restaurant, der befandt sig under et par tagudhæng og med en lille sø i midten.
For anden gang på turen spiste vi à la carte mad. Den havde ellers stået på buffet og "kilomad" som er meget udbredt i Brasilien.
Denne aften fik vi godt oksekød, gode salater, ris og pommes frites med forskellige krydderiblandinger. Det hele med den friske lokale fadøl og Caipirinhas. Min mor har virkelig fået smag for det også.
Igen blev vi overhældt med gaver. Det var næsten som juleaften. Champagne, smykker, bøger, cremer, sæber, brasiliansk musik o.m.m. De ved ikke alt det gode de skal gøre for os. Vi havde også givet dem gaver da vi kom, nogle typiske danske ting fra f.eks. Royal Copenhagen og Georg Jensen.
På et tidspunkt var det tid for at sige farvel. Vemodigt - det er nok ikke alle vi kommer til at se igen. En del af dem er jo oppe i årene.
Næste morgen skulle vi med vores bus og vores rare guide Wieland Lickfeld til sidste stop på vores rejse: det brasilianske ferieparadis "Florianopolis"
tirsdag den 30. oktober 2007
"skovtur" og oktoberfest (17. oktober)
Onsdag d. 17. oktober havde Christiano fødselsdag og det blev fejret på behørig vis i hjemmet med mormor og drengene.
Om formiddagen stod der skovtur på programmet. D.v.s. vi skulle en tur i en af deres "natural parks". Efter en god stunds kørsel ud af Blumenau og ad stejle hårnålesving kom vi til en p-plads ved et lille hus med en masse skildpadder i søen ved siden af. Her skulle vi betale et mindre beløb for at passere igennem til vandrestien.
Ad smalle snoede stier gik det så - næsten som at være i junglen ;-) . Myggene bed godt, men det forhindrede ikke nydelsen af de meget smukke omgivelser. Vi stødte på adskillige vildtvoksende blomsterarter, som vi kun dyrker i potteplanter i Danmark. Turens mål var et vandfald i skovens indre. Vi fik lang tid til at gå med at fotografere og posere foran vandfaldet. Johanne boltrede sig i den lave kolde og rislende flod mens hun "reddede" os over fra side til side. Troede hun ihvertfald.
Efter to timers vandring vendte vi tilbage til p-pladsen. Senere blev det til et par timers shopping i Neumarkt - byens eneste store shoppingcenter.
Om aftenen var vi sat stævne til kl. 19.00 på hovedgaden. En af oktoberfestens mindre optog skulle løbe af stablen...mindre sagde de....for os var det stort. Det varede halvanden time og var et optog af glade, dansende og udklædte folk, heste køer, høns o.m.m. Diverse sportsklubber m.m. var repræsenteret. Der var et utal af orkestre som spillede de samme tyroler-travere som alle kunne synge med på. Utroligt festligt.
Efter optoget gik vi til festpladsen. Tre megastore haller udgjorde pladsens midtpunkt. Hver med eget orkester som kunne spille ugenert af hinanden. Der blev serveret flere lokale ølbryg, Brahma, Eisenbahn m.m. Jeg drikker normalt ikke større mængder øl, men dette smagte ufatteligt godt - der skal nok også den rette stemning til. Og DEN manglede ikke. Hold op, hvor folk festede , mændene i Lederhosen og kvinderne i Tipico (man kommer gratis ind hvis man er udklædt).
Christiano havde arrangeret at vi fik adgang til VIP-loungen og trykke hånd med Blumenaus borgmester....det var noget drengene kunne li' - VIP!!!!
Men at være der var ingen succes, selvom snack og øl var gratis. Folk stod som sild i en tønde på en større balkon. Nææææh så foretrak vi at danse med pøbelen på gulvet. Så vi skred efter en halv time.
Ved 24-tiden blev vi kørt hjem. Da var Johanne liggeklar.
Om formiddagen stod der skovtur på programmet. D.v.s. vi skulle en tur i en af deres "natural parks". Efter en god stunds kørsel ud af Blumenau og ad stejle hårnålesving kom vi til en p-plads ved et lille hus med en masse skildpadder i søen ved siden af. Her skulle vi betale et mindre beløb for at passere igennem til vandrestien.
Ad smalle snoede stier gik det så - næsten som at være i junglen ;-) . Myggene bed godt, men det forhindrede ikke nydelsen af de meget smukke omgivelser. Vi stødte på adskillige vildtvoksende blomsterarter, som vi kun dyrker i potteplanter i Danmark. Turens mål var et vandfald i skovens indre. Vi fik lang tid til at gå med at fotografere og posere foran vandfaldet. Johanne boltrede sig i den lave kolde og rislende flod mens hun "reddede" os over fra side til side. Troede hun ihvertfald.
Efter to timers vandring vendte vi tilbage til p-pladsen. Senere blev det til et par timers shopping i Neumarkt - byens eneste store shoppingcenter.
Om aftenen var vi sat stævne til kl. 19.00 på hovedgaden. En af oktoberfestens mindre optog skulle løbe af stablen...mindre sagde de....for os var det stort. Det varede halvanden time og var et optog af glade, dansende og udklædte folk, heste køer, høns o.m.m. Diverse sportsklubber m.m. var repræsenteret. Der var et utal af orkestre som spillede de samme tyroler-travere som alle kunne synge med på. Utroligt festligt.
Efter optoget gik vi til festpladsen. Tre megastore haller udgjorde pladsens midtpunkt. Hver med eget orkester som kunne spille ugenert af hinanden. Der blev serveret flere lokale ølbryg, Brahma, Eisenbahn m.m. Jeg drikker normalt ikke større mængder øl, men dette smagte ufatteligt godt - der skal nok også den rette stemning til. Og DEN manglede ikke. Hold op, hvor folk festede , mændene i Lederhosen og kvinderne i Tipico (man kommer gratis ind hvis man er udklædt).
Christiano havde arrangeret at vi fik adgang til VIP-loungen og trykke hånd med Blumenaus borgmester....det var noget drengene kunne li' - VIP!!!!
Men at være der var ingen succes, selvom snack og øl var gratis. Folk stod som sild i en tønde på en større balkon. Nææææh så foretrak vi at danse med pøbelen på gulvet. Så vi skred efter en halv time.
Ved 24-tiden blev vi kørt hjem. Da var Johanne liggeklar.
Drengene havde moret sig så meget, at de overtalte mormor og Teresinha til at tage afted den følgende aften igen, hvilket ikke krævede de store overtalelsesevner.
mandag den 29. oktober 2007
Det store familiefoto
Her er vi så allesammen. Billedet er taget til familiefesten og efterfølgende blevet sendt til os pr. mail af "fotografen". Der var en del der var forhindret i at være tilstede.
Her ses Christian Peter Hansens børnebørn: Fra venstre: Osvaldo Hansen, Adelia Hansen Struck, Edgar Henckels, Ingerburg Hafemann, Curth Henckels, Hilda Hansen Maas, Wilibert Henckels, Kudibert Henckels og Christiano Hansen. (7 manglede - 5 fra et fra sit første ægteskab og to af Henckels, den ene død)
Foz de Iguassu
(I skrivende stunde er vi hjemme igen. Der har ikke været mulighed for at lægge artikler på bloggen, så den sidste ferieuge kommer først herefter. Artiklen fra Foz de Iguassu er skrevet i bussen på vej hjem her fra).
Fra søndag d. 21.10 til tirsdag d. 23.10 tilbragte vi i Foz de Iguassu. Efter at have kørt 936 km fra Blumenau på ca. 12 timer ankom vi til byen Foz de Iguassu søndag aften og indlogerede os på hotel Taroba.
I Foz de Iguassu ligger verdens største vandfald med over 270 fald hvoraf det højeste er 90 m - "Garganta do Diablo". "Vandtågen" fra dette fald kan ses på flere kilometers afstand.
Pr. sekund flyder gennemsnitligt 1800 m3 vand eller 10 mill. liter vand i sekundet......Vandfaldene er på Unescos liste over fredede naturområder. Faldene ligger lige på grænsen til Argentina og Paraguay.
Den tidligere præsidentfrue Ellinor Roosevelt skulle have sagt, at Niagara Falls var en rindende vandhane i forhold - første gang hun så Iguassu faldene...
Mandag morgen ud af vagten kl. 8.00 for at ankomme inden de værste horder af turister. Det er nemlig en af verdens største turistattraktioner.
Første stop var en stor fugle- og krybdyrspark, hvor dyrene blev holdt i store bure, som vi gik inde i. Det var fuldstændig som at være i "Jurassic Park, hvor man gik fra det ene bur til det andet igennem "sluser". Børnene blev fotograferet med diverse papegøjer og slanger, men min mor og jeg var ved at gå til af væmmelse - jeg haaaader slanger, ingen skal nogensinde få mig til at holde dem. Ungerne synes selvfølgelig de var bløde og lækre......
Herefter blev vi kørt i specielle busser igennem nationalparken til vandreruterne, der ledte os rundt langs den brasilianske side af vandfaldene. Over diverse broer og udsigtsposter gik det. Og hvilken oplevelse. Den hører til en af de sjældne. Det er ubeskriveligt. Så stort og buldrende og så store vandmasser.
Efter middagsmaden kørte vil til Itaipu dæmningen. Igen et unikt bygningsværk som topper verdensranglisten over vidundere. En dæmning med et kraftværk som producerer 25 % af Brasiliens strøm – og det siger ikke så lidt. Vi blev fragtet rundt i bus og fik lov at stige ud en gang for at knipse løs med kameraerne. Jeg tror ikke de tager nogen risiko med noget – et oplagt terrormål.
Bagefter væltede vi os i god kaffe og kager på konditori, så der var ingen der orkede aftensmad.
Efter at Johanne var lagt i seng og vi selv havde pakket vores habengut for at være klar kl. 7.00 næste morgen, nød Michael og jeg en god caipirinha på værelset – og jeg skal hilse og sige de smager godt hernede…
Tirsdag morgen efter morgenmaden gik det af sted med en lokal guide og chauffør til Argentina for at se vandfaldet fra den argentinske side. På vej over floden til Argentina kan vi se en landtunge, hvor de tre lande Paraguay, Argentina og Brasilien mødes.
Efter lang ventetid og stempler i passet fik vi lov at passere grænsen. Vejret så lovende ud og solcremen var smurt på. I naturparken som omkranser vandfaldene skulle vi med en lille jernbane det første stykke ud til vandrestien. Sorte skyer nærmede sig truende. Første udkigspost var for enden af en 2 km lang gangbro over et stort flodområde til vi kom ud til toppen af ”Garganta do diablo" - djævelens gab, som er det højeste fald. Vi kunne næsten ikke gebærde os for kamera-knipsende turister, der alle ville fotograferes med faldene i baggrunden. Mæt af indtryk gik vi tilbage og her var også overraskelser, en alligator på en sten og et stort firben – Rasmus var næsten ikke til at rive væk med kameraet. De dyr blev godt eksponeret den dag.
Tilbage ved kiosken hvor vi skulle videre til næste udkig begyndte det at dryppe. Nogle af os havde dagen i forvejen købt ”regnfrakker” som bestod af en tynd plasticposeagtig beklædning. De andre af os som ikke havde i forvejen fik hurtigt købt en - og gud love for det. Et skrækkeligt regnvejr satte ind med lyn og torden.
Men vi var altså ikke kommet så langt for at gå i ly for et regnvejr, så guiden peppede os op og videre gik det. Puuuha et vejr. Sikke nogle skrald der kom, det var lige så vi lettede et par cm hvergang det drønede ned over os, det føltes som om vi gik spidsrod imellem lynnedslag. På et tidspunkt blev vi sejlet i båd fra en bred og ud til øen ”ingenmandsland” for at gå til tops der. Det var fuldstændig surrealistisk at stå der ved de buldrende masser mens det stod ned fra oven. Det var med rette at nævne at vi var havnet midt i elementernes rasen. Vi vandrede vel rundt ved faldene i ca. 4 timer - op og ned, frem og tilbage. Det var noget af en stroppetur. Selv Johanne gjorde det med, om end lidt bange når det tordnede allermest. Hun ville gerne tilbage til bussen, men holdt dog hele vejen alligevel.
Nu sidder vi alle i vores bus på vej tilbage til Blumenau. Direkte fra vandfaldet. Det våde tøj er blevet skiftet og de dyngvåde sko skiftet ud med havaianas så tæerne kan tørre igen. De var blevet noget opløste.
Jo vi må siges at have oplevet det våde element de sidste dage – på ondt og godt og helt uforglemmeligt.
mandag den 22. oktober 2007
Rafting - 16. okt 2007
Vi vågnede da vores vækkeur ringede kl. 7. I dag skulle vi noget som vi havde glædet os til i flere uger, vi skulle ”rafte”. Rafting er en af de mest ekstreme sportsgrene til vands. Det er lige hvad en flok drengerøve som Sandro, Michael, Rasmus og jeg(Kristian) havde brug for, efter vi havde haft en noget nådesløs tur til Brasilien.
Efter en solid gang morgenmad tilberedt af Teresinha , var det bare ud af klappen, og så af sted med Sandro. Han kørte som død og helvede, dvs. hurtige accelerationer og hastigheder på op til 100 km/t over vejbump.
Da vi kom derud, blev vi introduceret for - synes vi - meget kompetente guider, som ville gelejde os ned af floden. Derpå blev vi ført op på et kontor, hvor vi blev tilrådet til at købe en forsikring til 1 euro, dog fik vi at vide at risikoen for at vi ville lide større fysisk nød ikke ville være særlig stor, sagde guiden med et skævt smil efterfulgt af et grin. Vi fik redningsveste, våddragter og en speciel gummitrøje, så vi ikke skulle komme til at fryse med de sølle klæder, vi havde taget med hjemmefra. Vi fik de nødvendige instrukser, og så var det ellers bare i af sted. Gummibåden blev læsset op på en trailer, som var spændt bag på et folkevognsrugbrød med terrændæk, som efterhånden var godt mæt af dage. Vi blev kørt ud til et fattigt kvarter, med den besynderlige fartgrænse: 29 km/t, ved floden, hvor vi lavede nogle strækkeøvelser. Båden blev sat i vandet, og vi steg ombord. Efter knappe 50 meter skulle vi ned af det første fald. Vi sad vist alle sammen og var lidt bange, da faldet ikke ligefrem var af de mendste. Hæmningerne blev smidt meget hurtigt efter vi blev gennemblødte af en stor bølge. Det gik videre, både med større eller mindre fald. Og jeg synes personligt at vi klarede det rigtig godt og fik præsteret noget godt teamarbejde på trods af vi alle var nybegyndere.
(Rasmus fortsætter fortællingen)
Efter 5 km blev Kristian sat af, da det sidste fald var af særlig sværhedsgrad. Kort før det sidste fald fik vi båden ind på land lige for at få luftet ’’javertussen’’ og for at få planlagt ruten ned. Af guiden fik vi de to optioner at enten kunne vi tage faldet venstre om, hvad var meget nemt, men vi kunne også bare tage den lige på og hårdt, hvad der ville vise sig at være en uoverkommelig opgave for os alle. Med overmod i stemmen blev vi hurtigt enige om at vi tog faldet lige ned. Guiden forklarede så at der på slutningen af faldet ville komme en teknisk svær bølge der ville kæmpe indædt for at vælte båden. Hul i det og bare af sted. Vi klarede de første 60 % med bravur, men da kom bølgen. SLAM! For mit vedkommende var der ingen pardon, jeg blev nådesløst hamret i vandet ved en baglæns kolbøtte af denne mini-tsunami. De 5 sekunder under vand føltes uendelige, men da jeg endelig fik hovedet over vand fik jeg med det samme øje på Sandro og Michael der også var faldet i. De så begge to meget medtaget ud. Jeg havde dårlig samvittighed over at jeg havde mistet min pagaj, selvom jeg så udtrykkeligt havde fået forklaret af guiden at jeg først skulle redde pagajen og så mig selv. Men heldigvis for os havde guide nummer 2 forskanset sig på en lille ø længere fremme hvorfra han kastede et reb ud til os vi kunne gribe fat i. Heldigvis for mig havde vores guide reddet min pagaj.
Inde på bredden blev vi mødt af en guide og af en friskvasket Kristian med en cola i hånden der bare ventede på at blive indtaget af undertegnede. Kristian fortalte at klubhuset rådede over fine badefaciliteter med alt det varme vand vi ville have. I sådan en situation hvor du lige har været tæt på at se døden i øjnene hvis du ikke holdt hovedet koldt, så er de mest simple ting som et varmt bad og en cola, én million kr. værd.
Kh Rasmus og Kristian
Efter en solid gang morgenmad tilberedt af Teresinha , var det bare ud af klappen, og så af sted med Sandro. Han kørte som død og helvede, dvs. hurtige accelerationer og hastigheder på op til 100 km/t over vejbump.
Da vi kom derud, blev vi introduceret for - synes vi - meget kompetente guider, som ville gelejde os ned af floden. Derpå blev vi ført op på et kontor, hvor vi blev tilrådet til at købe en forsikring til 1 euro, dog fik vi at vide at risikoen for at vi ville lide større fysisk nød ikke ville være særlig stor, sagde guiden med et skævt smil efterfulgt af et grin. Vi fik redningsveste, våddragter og en speciel gummitrøje, så vi ikke skulle komme til at fryse med de sølle klæder, vi havde taget med hjemmefra. Vi fik de nødvendige instrukser, og så var det ellers bare i af sted. Gummibåden blev læsset op på en trailer, som var spændt bag på et folkevognsrugbrød med terrændæk, som efterhånden var godt mæt af dage. Vi blev kørt ud til et fattigt kvarter, med den besynderlige fartgrænse: 29 km/t, ved floden, hvor vi lavede nogle strækkeøvelser. Båden blev sat i vandet, og vi steg ombord. Efter knappe 50 meter skulle vi ned af det første fald. Vi sad vist alle sammen og var lidt bange, da faldet ikke ligefrem var af de mendste. Hæmningerne blev smidt meget hurtigt efter vi blev gennemblødte af en stor bølge. Det gik videre, både med større eller mindre fald. Og jeg synes personligt at vi klarede det rigtig godt og fik præsteret noget godt teamarbejde på trods af vi alle var nybegyndere.
(Rasmus fortsætter fortællingen)
Efter 5 km blev Kristian sat af, da det sidste fald var af særlig sværhedsgrad. Kort før det sidste fald fik vi båden ind på land lige for at få luftet ’’javertussen’’ og for at få planlagt ruten ned. Af guiden fik vi de to optioner at enten kunne vi tage faldet venstre om, hvad var meget nemt, men vi kunne også bare tage den lige på og hårdt, hvad der ville vise sig at være en uoverkommelig opgave for os alle. Med overmod i stemmen blev vi hurtigt enige om at vi tog faldet lige ned. Guiden forklarede så at der på slutningen af faldet ville komme en teknisk svær bølge der ville kæmpe indædt for at vælte båden. Hul i det og bare af sted. Vi klarede de første 60 % med bravur, men da kom bølgen. SLAM! For mit vedkommende var der ingen pardon, jeg blev nådesløst hamret i vandet ved en baglæns kolbøtte af denne mini-tsunami. De 5 sekunder under vand føltes uendelige, men da jeg endelig fik hovedet over vand fik jeg med det samme øje på Sandro og Michael der også var faldet i. De så begge to meget medtaget ud. Jeg havde dårlig samvittighed over at jeg havde mistet min pagaj, selvom jeg så udtrykkeligt havde fået forklaret af guiden at jeg først skulle redde pagajen og så mig selv. Men heldigvis for os havde guide nummer 2 forskanset sig på en lille ø længere fremme hvorfra han kastede et reb ud til os vi kunne gribe fat i. Heldigvis for mig havde vores guide reddet min pagaj.
Inde på bredden blev vi mødt af en guide og af en friskvasket Kristian med en cola i hånden der bare ventede på at blive indtaget af undertegnede. Kristian fortalte at klubhuset rådede over fine badefaciliteter med alt det varme vand vi ville have. I sådan en situation hvor du lige har været tæt på at se døden i øjnene hvis du ikke holdt hovedet koldt, så er de mest simple ting som et varmt bad og en cola, én million kr. værd.
Kh Rasmus og Kristian
søndag den 21. oktober 2007
Billeder
Desværre må I stadig undvære billeder. Det tager en krig at uploade billeder og som regel går det i fisk, fordi det tager lang tid eller jeg slet ikke kommer igennem. Sorry.
lørdag den 20. oktober 2007
Hansen møder Hansen
Så oprandt dagen, hvor vi skulle mødes med Christian Peter Hansens efterkommere.
Minibussen hentede os ved hotellet kl. 9.00.
Første stop var Inge-Lore og Osvaldos hus i Blumenau (Osvaldo er bror til Christiano). Et herligt par med en stemmeføring der siger spar to. Han en aldrende herre med pomadiseret hår og hinkestensbriller. Hun en kvidrende frue, der hviner, knævrer og griner i et væk.
Herefter gik turen til Adelia Struck Hansens hus (Christianos søster) som ligger på landet udenfor Indaial. Et meget gammelt hus, slidt, ingen luksus - men så propert og rent og ryddeligt. Adelia bor med sin mand Laoro, men det er hende der holder hus her. Hun er udadvendt, from og et ufatteligt rart menneske. Hun engagerer sig meget med ældregrupper, hvor hun yder frivilligt arbejde.
Efter Adelia kørte vi til Valdemar Hansens hus. Valdemar er far til de fire søskende Christiano, Hilda, Adelia og Osvaldo. Valdemar er død for flere år siden, men huset står nu tomt som han forlod det. Familien har stillet nogle af deres arvemøbler derhen. Kunne godt tænke sig en form for museum.
Huset havde han selv bygget i sin tid - et fredeligt lille sted med bl.a. Kamelia, bananpalmer og kaffetræer i haven. Ikke sært at Valdemar, da han blev gammel nægtede at flytte til hans datter Hilda i Timbo.
Så var det kirkegården i Indaial for at se familiens gravsteder. De fleste kirkegårde vi har set hernede ligger alle smukt på en bakketop med sarkofager som perler på snor og med diverse arter af plasticblomster. Friske blomster dør her. Bare idag sneg temeperaturen sig op på 35 grader og så siger de alle, at det skam ikke er sommer endnu.........
Vi kørte til forsamlingsstedet, hvor resten af den inviterede familie var trommet sammen. Ca. 50 ialt.
Christiano bød velkommen, ridsede familiens historie op - og jeg takkede for deres gæstfrihed. Et tag-selv-bord, vin, øl og Cachaca var det kulinariske indslag.
Så var det tid for mit "show" - jeg havde samlet fotos ind fra mine forældre og søskende, som blev vist på et lærred. Det var de ret vilde med, snemænd, Schultüten, Operaen o.m.m.
Efter dette udbrød der et rent gedemarked fordi vi alle skulle fotograferes. Sammen, delvis og hver for sig. Alle ville de have et minde med hjem for dagen, hvilket betød at de alle ville fotograferes sammen med os fra Danmark. 35 grader og en lang fotosession var lige ved at gøre det af med mig. Tøj og hår klistrede fælt.
Det var en meget stor oplevelse at møde dem alle. Denne dag havde de set frem til længe og der var ingen ende på deres kys og kram - igen igen.
I morgen skal vi op kl. 05.15. Vi skal køre ca. 12-14 timer til verdens største vandfald Foz de Iguassu. Hilda, hendes datter Katia, Inge-Lore, Osvaldo, Christiano og Teresinha vil ledsage os derhen. Flere af dem har aldrig været der....Så det må forventes at blive en lystig tur.
Jeg ved ikke om jeg får mulighed for at skrive der, ellers må det blive på onsdag når vi er vendt hjem fra Foz de Iguassu.
Abonner på:
Opslag (Atom)
