Hansen møder Hansen

Så oprandt dagen, hvor vi skulle mødes med Christian Peter Hansens efterkommere.



Minibussen hentede os ved hotellet kl. 9.00.



Første stop var Inge-Lore og Osvaldos hus i Blumenau (Osvaldo er bror til Christiano). Et herligt par med en stemmeføring der siger spar to. Han en aldrende herre med pomadiseret hår og hinkestensbriller. Hun en kvidrende frue, der hviner, knævrer og griner i et væk.


Herefter gik turen til Adelia Struck Hansens hus (Christianos søster) som ligger på landet udenfor Indaial. Et meget gammelt hus, slidt, ingen luksus - men så propert og rent og ryddeligt. Adelia bor med sin mand Laoro, men det er hende der holder hus her. Hun er udadvendt, from og et ufatteligt rart menneske. Hun engagerer sig meget med ældregrupper, hvor hun yder frivilligt arbejde.



Efter Adelia kørte vi til Valdemar Hansens hus. Valdemar er far til de fire søskende Christiano, Hilda, Adelia og Osvaldo. Valdemar er død for flere år siden, men huset står nu tomt som han forlod det. Familien har stillet nogle af deres arvemøbler derhen. Kunne godt tænke sig en form for museum.

Huset havde han selv bygget i sin tid - et fredeligt lille sted med bl.a. Kamelia, bananpalmer og kaffetræer i haven. Ikke sært at Valdemar, da han blev gammel nægtede at flytte til hans datter Hilda i Timbo.



Så var det kirkegården i Indaial for at se familiens gravsteder. De fleste kirkegårde vi har set hernede ligger alle smukt på en bakketop med sarkofager som perler på snor og med diverse arter af plasticblomster. Friske blomster dør her. Bare idag sneg temeperaturen sig op på 35 grader og så siger de alle, at det skam ikke er sommer endnu.........



Vi kørte til forsamlingsstedet, hvor resten af den inviterede familie var trommet sammen. Ca. 50 ialt.

Christiano bød velkommen, ridsede familiens historie op - og jeg takkede for deres gæstfrihed. Et tag-selv-bord, vin, øl og Cachaca var det kulinariske indslag.

Så var det tid for mit "show" - jeg havde samlet fotos ind fra mine forældre og søskende, som blev vist på et lærred. Det var de ret vilde med, snemænd, Schultüten, Operaen o.m.m.



Efter dette udbrød der et rent gedemarked fordi vi alle skulle fotograferes. Sammen, delvis og hver for sig. Alle ville de have et minde med hjem for dagen, hvilket betød at de alle ville fotograferes sammen med os fra Danmark. 35 grader og en lang fotosession var lige ved at gøre det af med mig. Tøj og hår klistrede fælt.



Det var en meget stor oplevelse at møde dem alle. Denne dag havde de set frem til længe og der var ingen ende på deres kys og kram - igen igen.





I morgen skal vi op kl. 05.15. Vi skal køre ca. 12-14 timer til verdens største vandfald Foz de Iguassu. Hilda, hendes datter Katia, Inge-Lore, Osvaldo, Christiano og Teresinha vil ledsage os derhen. Flere af dem har aldrig været der....Så det må forventes at blive en lystig tur.

Jeg ved ikke om jeg får mulighed for at skrive der, ellers må det blive på onsdag når vi er vendt hjem fra Foz de Iguassu.

Camboriu Beach og Unipraias

Camboriu Beach set fra svævebanen

Kl . er 23.45 og jeg hugger en lille stund ved computeren inden øjnene falder i.

Det har været en lang dag.

Michael skranter med bihulebetændelse og valgte at blive på hotelværelset idag. Bihulerne er meget medtaget p.g.a. den store dukkert de fik under raftingen i tirsdags. Han fik en masse vand indebords som har sat sig i bihulerne. Heldigvis havde vi medbragt noget antibiotikum som vi håber giver noget bedring.

Kl. 9.00 imorges blev Johanne og jeg afhentet af vores minibus. Vi skulle til Camboriu Beach, som er et af Brasiliens største badesteder. Her ligger også en stort naturområde som man kan komme til via en svævebane. Vi lagde ud med at tage svævebanen op - og I kan bande på vi kom op at flyve. Der var bare rigtig langt ned, så min højdeskræk blev sat på en alvorlig prøve. Den blev dog opvejet af den ufatteligt smukke udsigt udover Camboriu bugten og smukke koboltblå fugle og smmerfugle som flaksede rundt om gondolen. På toppen af bjerget var der ophold og vi gik til et par udsigtspunkter og fik taget nogle flotte billeder.

På vejen så vi en farlig giftslange som Rasmus straks måtte fotografere. Han er jo helt vild med slanger og andet ækelt kryb :-(. Johanne opdagede den og det var hun meget stolt af.

Fra toppen af bjerget tog vi videre med svævebanen ned til en lille strand, hvor vi holdt pause en halv times tid. Ungerne var helt vilde for at komme i vandet. Rasmus og Kristian vadede i med underbukser og fik sig en kølig dukkert.

Camboriu er et rigtig turiststed. En kilometerlang strandpromenade m. højhuse som perler på snor. Egentlig kunne det være grimt af et overcrowded turiststed at være, men husene var utrolig flotte. Glas og mosaik i mange flotte farver. Foran lå den fine hvide sandstrand med masser af palmer og liggestole. Her kunne jeg godt have til bragt en uge på langs med en lind strøm af Caiprinhaer ved min side.

Efter turen havde min mor og jeg lige 3 timer i det lokale shopping-center. I skulle bare vide hvilke chikke klæder og sko man kan købe her :-)

I aften var Michael og Johanne og jeg inviteret ud sammen med Sandro og hans kone Paula. De mente vi trængte til at hvile ørerne lidt for han "snakkende" familie. Det kan han nok have lidt ret i. For kort at karakterisere hans mor. Når vi kører med minibussen sidder hun ikke ned som alle os andre. Hun står op så hun kan snakke med alle i bussen på en gang og det uanset om det er en tur på flere timer......

Okay vi var ude med Sandro og Paula. På Xanadu som er et lokalt Cachasseria, d.v.s et spiseted, der er specilseret i brasiliansk snaps: Cachaca. Udover at have over 100 forskellige snapsetyper på menukortet kunne man spise a la carte. Værterne valgte deres favoritter: blækspruttearme i honningsovs m. brød og en bagt ret af kød, maniokmos og ost. Og hertil Caipirinha og rødvin. Ikke ligefrem det mad vi er vant til, men det smagte OK (jeg er altså ikke vild med blæksprutter!!!! men det er Michael heldigvis).

Mens vi spiste med Sandro og Paula har den øvrige familie slået sig løs til oktoberfesten - igen. Rasmus og Kristian havde spurgt Teresinha om de kunne komme derhen igen og da Teresinha selv er en festabe og eeeelsker oktoberfesten var hun straks med på den.

Da vi kørte hjem fra restauranten kørte vi forbi festpladsen og hvem mødte vi af alle? ----- en flok glade mennekser bl.a. fra Danmark, Rasmus og Kristian med hver sin tyrolerhat samt den øvrige aldrende del af familien i højt humør.

I morgen er det den "store dag". Vi skal mødes med hele Hansen familien. Over 60 mennesker har takket ja til at komme til slægtsfesten i anledning af vores besøg. Fra morgenstunden går turen til de forskellige søskendes hjem i Indaial, deres afdøde fars tidligere hjem samt en tur på kirkegården og bagefter komsammen. Vi skal optræde lidt med at fortælle om vores familie og vise en masse billeder fra Danmark. Såvidt jeg har hørt er det ved at revne over spænding at møde os "aliens" fra Dinamarca. Hvis de tilsammen bruger snakketøjet bare en brøkdel af hvad vi har oplevet ja.....sååh.