Vi nød den "sidste" morgenmad og kaffen, som vi kunne skrive længe om. Den levede fuldt ud op til sit ry som den bedste i Blumenau.
Bussen kørte for og i det samme blev der ringet fra Teresinha, at Rasmus havde glemt sine løbesko. Så tog vi alle turen tilbage til Christiano igen og så blev der krammet og kysset farvel.
Christiano nærmest puffede os ind i bussen - jeg tror han havde svært ved at sige farvel.
Trist var det, men i vore stille sind tænkte vi hver især - det bliver ikke sidste gang. Blumenau, au revoir!
Bussen vendte næsen mod kysten Camboriu og herefter stik syd mod øen Florianopolis. Vores rare guide Wieland Lickfeld skulle følge os de sidste dage og vise os rundt i Florianopolis. Vemodet dampede af og vi hyggede os med Wieland som tilmed er en "livsklog" mand.
I Florianopolis by steg den lokale guide Osnei på bussen. Han kunne kun tale portugisisk og Wieland skulle derfor tolke for ham.
Vi tilbragte et par timer i selve byen med at drysse rundt os se den gamle bydel som portugiserne har sat deres umiskendelige præg på.
Herefter kørte vi til vores hotel på Joaquina Beach på den anden side af øen. Og hvilket syn - direkte ud til atlanterhavet med hvide sandstrande og store klitter.
Drengene var solgt. De ville blive på hotellet for at prøve Sandros sand-board som vi havde lånt. De fik derfor lov til et frikvarter for dem selv, mens vi andre fulgte Wieland sydpå.
Vi tjekkede hurtigt ind og herefter gik det videre med bussen sydover. Sandro havde anbefalet en lille hyggelig bar sydpå, hvor vi absolut måtte nyde deres caipirinhas, de skulle smage særlig godt der...På vejen gjorde vi holdt ved forskellige strande og udsigtspunkter og knipsede en masse fotos. På en måde kan man sige at Florianopolis er brasilianernes svar på Skagen.
Vi nåede Bar do Arante i Pantano do Sul lige ud til havet. Vi kunne ikke have valgt en bedre måde at afslutte dagen. Vi nød et par caipirinhas mens solen gik ned. Johanne og guiden Osnei havde tabt sit hjerte til hinanden og de morede sig på stranden med at finde alskens skaller og sten.
Hele fredagen var afsat til en sejltur med en større båd. I modsætning til dagen før, hvor det støvregnede, skinnede solen nu fra en næsten skyfri himmel. Solcreme blev smurt på "en masse". Den brasilianske sol er meget lumsk. Man kan ret hurtigt hente sig en solskoldning.
Hele to skoleklasser skulle vi dele båd med. Hold da helt ferie, en leben der blev ombord. Brasilianere har en (u)vane med at spille musik alle mulige og umulige steder. Heller ikke denne sejltur skulle vi nyde lyden af stille bølgeskvulp. En stor rusten højttaler ovenpå kahytten spillede brasiliansk pop-musik - og nogle af de unge var ellevilde og dansede med. Det må tilstås at vi ikke kunne lade være med at vrikke med tæerne. Mage til musikglad forlkefærd med rytmisk sans skal man lede længe efter.
Sejlturens mål var to gamle portugisiske forte på to øer og en bugt, hvor der efter sigende skulle være delfiner. Delfinerne så vi desværre ikke noget til. Det passede dem vist ikke den dag....men to smukke gamle forte og en hyggelig strandrestaurant, hvor vi spiste vores frokost blev turens højdepunkter.
Aftensmaden blev valgt med omhu, vores sidste i Brasilien. I en mindre flække: San Antonio de Lisboa, fandt vi en fiskerestaurant lige ud til vandet. Wieland havde det selvfølgelig i ærmet.
En middag med østers og diverse tilberedte rejer og god argentinsk hvidvin satte punktum for vores tur.
Lørdag eftermiddag kl. 15.15 skulle vi flyve fra Florianopolis. Vi valgte at holde helt fri om formiddagen og bare nyde stranden og de kolde bølger. Wieland gyste når vi hoppede i bølgerne, efter deres forhold er det koldt, men for os som kommer fra det kolde nordeuropa var de blot endnu et lækkert eksotisk indslag. Ungerne var ellevilde og min mor, Michael og jeg måtte også ud og dyppe os, herligt.
Ungerne sagde at de snildt kunne blive en uge ekstra, men det nyttede jo ikke noget. Faktum var at vi skulle hjem.
Kl. 15.00 gik vi ombord i vores fly, vinkede til Wieland og 30 timer senere stod vi i Marienhof 6 i Flensborg. Hjemturen forløb stort set planmæssigt. Det manglede også bare - kompensation for den lange udrejse.
1 kommentar:
Velkommen hjem og mange tak for de mange rejsebeskrivelser og billeder I har sendt, det var spændende at følge med i jeres oplevelser både i landet og med "familien". Vi glæder os til at mødes med dig Solveig og Lorens Peter for at høre din oplevelse af turen. Vi snakkes ved.
Hilsen Karin og Jørgen Erik.
Send en kommentar