Vi vågnede da vores vækkeur ringede kl. 7. I dag skulle vi noget som vi havde glædet os til i flere uger, vi skulle ”rafte”. Rafting er en af de mest ekstreme sportsgrene til vands. Det er lige hvad en flok drengerøve som Sandro, Michael, Rasmus og jeg(Kristian) havde brug for, efter vi havde haft en noget nådesløs tur til Brasilien.
Efter en solid gang morgenmad tilberedt af Teresinha , var det bare ud af klappen, og så af sted med Sandro. Han kørte som død og helvede, dvs. hurtige accelerationer og hastigheder på op til 100 km/t over vejbump.
Da vi kom derud, blev vi introduceret for - synes vi - meget kompetente guider, som ville gelejde os ned af floden. Derpå blev vi ført op på et kontor, hvor vi blev tilrådet til at købe en forsikring til 1 euro, dog fik vi at vide at risikoen for at vi ville lide større fysisk nød ikke ville være særlig stor, sagde guiden med et skævt smil efterfulgt af et grin. Vi fik redningsveste, våddragter og en speciel gummitrøje, så vi ikke skulle komme til at fryse med de sølle klæder, vi havde taget med hjemmefra. Vi fik de nødvendige instrukser, og så var det ellers bare i af sted. Gummibåden blev læsset op på en trailer, som var spændt bag på et folkevognsrugbrød med terrændæk, som efterhånden var godt mæt af dage. Vi blev kørt ud til et fattigt kvarter, med den besynderlige fartgrænse: 29 km/t, ved floden, hvor vi lavede nogle strækkeøvelser. Båden blev sat i vandet, og vi steg ombord. Efter knappe 50 meter skulle vi ned af det første fald. Vi sad vist alle sammen og var lidt bange, da faldet ikke ligefrem var af de mendste. Hæmningerne blev smidt meget hurtigt efter vi blev gennemblødte af en stor bølge. Det gik videre, både med større eller mindre fald. Og jeg synes personligt at vi klarede det rigtig godt og fik præsteret noget godt teamarbejde på trods af vi alle var nybegyndere.
(Rasmus fortsætter fortællingen)
Efter 5 km blev Kristian sat af, da det sidste fald var af særlig sværhedsgrad. Kort før det sidste fald fik vi båden ind på land lige for at få luftet ’’javertussen’’ og for at få planlagt ruten ned. Af guiden fik vi de to optioner at enten kunne vi tage faldet venstre om, hvad var meget nemt, men vi kunne også bare tage den lige på og hårdt, hvad der ville vise sig at være en uoverkommelig opgave for os alle. Med overmod i stemmen blev vi hurtigt enige om at vi tog faldet lige ned. Guiden forklarede så at der på slutningen af faldet ville komme en teknisk svær bølge der ville kæmpe indædt for at vælte båden. Hul i det og bare af sted. Vi klarede de første 60 % med bravur, men da kom bølgen. SLAM! For mit vedkommende var der ingen pardon, jeg blev nådesløst hamret i vandet ved en baglæns kolbøtte af denne mini-tsunami. De 5 sekunder under vand føltes uendelige, men da jeg endelig fik hovedet over vand fik jeg med det samme øje på Sandro og Michael der også var faldet i. De så begge to meget medtaget ud. Jeg havde dårlig samvittighed over at jeg havde mistet min pagaj, selvom jeg så udtrykkeligt havde fået forklaret af guiden at jeg først skulle redde pagajen og så mig selv. Men heldigvis for os havde guide nummer 2 forskanset sig på en lille ø længere fremme hvorfra han kastede et reb ud til os vi kunne gribe fat i. Heldigvis for mig havde vores guide reddet min pagaj.
Inde på bredden blev vi mødt af en guide og af en friskvasket Kristian med en cola i hånden der bare ventede på at blive indtaget af undertegnede. Kristian fortalte at klubhuset rådede over fine badefaciliteter med alt det varme vand vi ville have. I sådan en situation hvor du lige har været tæt på at se døden i øjnene hvis du ikke holdt hovedet koldt, så er de mest simple ting som et varmt bad og en cola, én million kr. værd.
Kh Rasmus og Kristian
Efter en solid gang morgenmad tilberedt af Teresinha , var det bare ud af klappen, og så af sted med Sandro. Han kørte som død og helvede, dvs. hurtige accelerationer og hastigheder på op til 100 km/t over vejbump.
Da vi kom derud, blev vi introduceret for - synes vi - meget kompetente guider, som ville gelejde os ned af floden. Derpå blev vi ført op på et kontor, hvor vi blev tilrådet til at købe en forsikring til 1 euro, dog fik vi at vide at risikoen for at vi ville lide større fysisk nød ikke ville være særlig stor, sagde guiden med et skævt smil efterfulgt af et grin. Vi fik redningsveste, våddragter og en speciel gummitrøje, så vi ikke skulle komme til at fryse med de sølle klæder, vi havde taget med hjemmefra. Vi fik de nødvendige instrukser, og så var det ellers bare i af sted. Gummibåden blev læsset op på en trailer, som var spændt bag på et folkevognsrugbrød med terrændæk, som efterhånden var godt mæt af dage. Vi blev kørt ud til et fattigt kvarter, med den besynderlige fartgrænse: 29 km/t, ved floden, hvor vi lavede nogle strækkeøvelser. Båden blev sat i vandet, og vi steg ombord. Efter knappe 50 meter skulle vi ned af det første fald. Vi sad vist alle sammen og var lidt bange, da faldet ikke ligefrem var af de mendste. Hæmningerne blev smidt meget hurtigt efter vi blev gennemblødte af en stor bølge. Det gik videre, både med større eller mindre fald. Og jeg synes personligt at vi klarede det rigtig godt og fik præsteret noget godt teamarbejde på trods af vi alle var nybegyndere.
(Rasmus fortsætter fortællingen)
Efter 5 km blev Kristian sat af, da det sidste fald var af særlig sværhedsgrad. Kort før det sidste fald fik vi båden ind på land lige for at få luftet ’’javertussen’’ og for at få planlagt ruten ned. Af guiden fik vi de to optioner at enten kunne vi tage faldet venstre om, hvad var meget nemt, men vi kunne også bare tage den lige på og hårdt, hvad der ville vise sig at være en uoverkommelig opgave for os alle. Med overmod i stemmen blev vi hurtigt enige om at vi tog faldet lige ned. Guiden forklarede så at der på slutningen af faldet ville komme en teknisk svær bølge der ville kæmpe indædt for at vælte båden. Hul i det og bare af sted. Vi klarede de første 60 % med bravur, men da kom bølgen. SLAM! For mit vedkommende var der ingen pardon, jeg blev nådesløst hamret i vandet ved en baglæns kolbøtte af denne mini-tsunami. De 5 sekunder under vand føltes uendelige, men da jeg endelig fik hovedet over vand fik jeg med det samme øje på Sandro og Michael der også var faldet i. De så begge to meget medtaget ud. Jeg havde dårlig samvittighed over at jeg havde mistet min pagaj, selvom jeg så udtrykkeligt havde fået forklaret af guiden at jeg først skulle redde pagajen og så mig selv. Men heldigvis for os havde guide nummer 2 forskanset sig på en lille ø længere fremme hvorfra han kastede et reb ud til os vi kunne gribe fat i. Heldigvis for mig havde vores guide reddet min pagaj.
Inde på bredden blev vi mødt af en guide og af en friskvasket Kristian med en cola i hånden der bare ventede på at blive indtaget af undertegnede. Kristian fortalte at klubhuset rådede over fine badefaciliteter med alt det varme vand vi ville have. I sådan en situation hvor du lige har været tæt på at se døden i øjnene hvis du ikke holdt hovedet koldt, så er de mest simple ting som et varmt bad og en cola, én million kr. værd.
Kh Rasmus og Kristian
