Mandag stod der Blumenau på programmet. Turen blev udsat til middagstid, så vi kunne få sovet bare en smule.
Sandro havde hyret en guide, som både kunne engelsk og tysk. Wieland hed han.
Vi startede med at mødes hele familien og spise middagsmad i et slags cafeteria, hvor man spiser "comida à quilo" - kilomad. Her betaler man for madens vægt og der er ingen forskel på kød og kartofler...og i prisen er der inkluderet flere slags desserter og kaffe.
For at få et indtryk af byen ovenfra blev vi kørt til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se udover byen. Bagefter på gåben tværs gennem byen. Wieland viste sig at være et scoop. Han var en kanongod fortæller som virkelig brændte for sin by.
Blumenau er en særegen størrelse af en by. Dens historie rækker "kun" tilbage til midten af 1800-tallet, hvor den blev grundlagt. Et sammensurium af flere stilarter, der tenderer til stilforvirring. Koloni-stil, Bauhaus, Jugendstil, Fachwerk og et stænk af Las Vegas. Alt dette krydret med heftige sydamerikanske farver. Det er så specielt og kitchet, at det er fascinerende.
Mange banker har denne kunstige facade med påklistret bindingsværk, fordi det betyder lavere ejendomsskatter - en belønning for at lokke turister til.
Jeg havde set mange billeder fra Blumenau inden jeg rejste herned og jeg havde det lidt underligt med at skullle rejse så langt for at se en bid af Tyskland. Men alle mine fordomme blev gjort til skamme i mødet med den by. Jeg er fuldstændig solgt.
Befolkningen har også en stor andel i det. Magen til livsglæde, venlighed og gæstfrihed skal man lede længe efter.
Jeg skal nok se at få lagt billeder på, men det har "drillet" lidt indtil nu.
tirsdag den 16. oktober 2007
Rejsen
"Reine Tortur"......sådan beskrev vores taxachauffør, som kørte os til lufthavnen i Hamburg, det at rejse så langt og over atlanten. Jeg tænkte, at så galt kunne det nok ikke være, det er nok bare noget han siger.....men puha hvor skulle han få ret.
Vel ankommet til Charles de Gaulle lufthavnen i Paris lørdag aften, fandt vi TAM (Brazilian Airlines) som vi skulle tjekke ind hos for at komme videre til Sao Paolo. Vi henvendte os hos en venligt udseende medarbejder som kunne oplyse os at vores fly var aflyst. Hvadddddd - vi troede ikke vores ører - sådan noget sker da vist kun for andre...men nej ved nærmere eftersyn på monitoren stod det lige så pænt blinkende i rødt "annullé". Så var det afsted med bus og spisebilletter til et af en milliard paphoteller, der ligger smækket op i en kødrand rundt om lufthavnen, med besked om at stille næste morgen kl. 06.30. De regnede med vi kunne komme med et fly kl. 8.00. Vi havde været meget opsatte på at skulle flyve de 11 timer sovende om natten, så det var med nogen skepsis vi imødeså 11 timer over atlanten i dagtimerne med to teenagere og en seksårig der skulle have tiden til at gå.
Efter megen forvirring og søgen efter nogen der vidste noget, lykkedes det os endelig at komme igennem security og ud til vores gate i en af de karakteristiske futuristiske kupler. Først kl. 10.10 kørte vi på landingsbanen i en mastodont af et fly. Så kan de piskeris vi flyver med til Stockholm og London godt gå hjem og lægge sig.
Turen var lang og møjsommelig, men det gik godt alligevel. Ungerne hyggede sig med computeren, dvd-afspiller og andet tidsfordriv. Indimellem gik man en lille runde for at få gang i bentøjet eller blundede i de uddelte tæpper med klap for øjnene - 11 timer er sgu lang tid at sidde.
Da vi allerede på det tidspunkt var mere end almindeligt forsinkede, vidste vi jo at det betød koks med den videre færd fra Sao Paolo til Florianopolis. Så vi måtte som noget af det første ved ankomsten se at tjekke hvordan vi kunne komme videre. Der var gået fuldstændig ged i det. Først kunne de kun klare tre reservationer og vi var jo altså lige seks der skulle afsted. Så havde de byttet om på min fars og Kristians navne, så det harmonerede ikke med pasoplysningerne. Gud hjælpe mig.
Heldigvis var servicemedarbejderne utrolig hjælpsomme og venlige. De fik arrangeret tre yderligere resevationer på et andet fly som skulle gå samtidig kl. 22.10. Men ak, vi er i Brasilien, intet går som det skal. Vi skulle i hver vores ende af lufthavnen for at boarde og vi blev gelejdet frem og tilbage til gaten fordi det heletiden blev ændret. Først kl. 00.10 lettede vi - min mor, Rasmus og jeg - uden at ane om de andre kom afsted. Det var lidt af en satsning, men vi var så trætte og færdige, at vi næsten ikke kunne tænke mere. Rasmus sad op og sov og Johanne var faldet i søvn på et bord mit i lufthavnshallen. Kl. 01.10 landede vi i Florianopolis - holdt vågen på cola - og mere end 17 timer forsinkede (lokal tid). Sandro og hans far Christiano modtog os hujende med de brasilianske flag og kørte herefter med os de to timers kørsel til Blumenau med det lejede transportfirma. Kl. 04.30 kunne vi gå til sengs på hotellet - totalt udmarvede og sultne. Der havde ikke været tid til mad, fordi vi stod i kø og ventepositioner det meste af tiden.
Men rejsen er det hele værd, modtagelsen hos vore slægtninge og byen.....virkelig noget for sig......
kh Rita
Vel ankommet til Charles de Gaulle lufthavnen i Paris lørdag aften, fandt vi TAM (Brazilian Airlines) som vi skulle tjekke ind hos for at komme videre til Sao Paolo. Vi henvendte os hos en venligt udseende medarbejder som kunne oplyse os at vores fly var aflyst. Hvadddddd - vi troede ikke vores ører - sådan noget sker da vist kun for andre...men nej ved nærmere eftersyn på monitoren stod det lige så pænt blinkende i rødt "annullé". Så var det afsted med bus og spisebilletter til et af en milliard paphoteller, der ligger smækket op i en kødrand rundt om lufthavnen, med besked om at stille næste morgen kl. 06.30. De regnede med vi kunne komme med et fly kl. 8.00. Vi havde været meget opsatte på at skulle flyve de 11 timer sovende om natten, så det var med nogen skepsis vi imødeså 11 timer over atlanten i dagtimerne med to teenagere og en seksårig der skulle have tiden til at gå.
Efter megen forvirring og søgen efter nogen der vidste noget, lykkedes det os endelig at komme igennem security og ud til vores gate i en af de karakteristiske futuristiske kupler. Først kl. 10.10 kørte vi på landingsbanen i en mastodont af et fly. Så kan de piskeris vi flyver med til Stockholm og London godt gå hjem og lægge sig.
Turen var lang og møjsommelig, men det gik godt alligevel. Ungerne hyggede sig med computeren, dvd-afspiller og andet tidsfordriv. Indimellem gik man en lille runde for at få gang i bentøjet eller blundede i de uddelte tæpper med klap for øjnene - 11 timer er sgu lang tid at sidde.
Da vi allerede på det tidspunkt var mere end almindeligt forsinkede, vidste vi jo at det betød koks med den videre færd fra Sao Paolo til Florianopolis. Så vi måtte som noget af det første ved ankomsten se at tjekke hvordan vi kunne komme videre. Der var gået fuldstændig ged i det. Først kunne de kun klare tre reservationer og vi var jo altså lige seks der skulle afsted. Så havde de byttet om på min fars og Kristians navne, så det harmonerede ikke med pasoplysningerne. Gud hjælpe mig.
Heldigvis var servicemedarbejderne utrolig hjælpsomme og venlige. De fik arrangeret tre yderligere resevationer på et andet fly som skulle gå samtidig kl. 22.10. Men ak, vi er i Brasilien, intet går som det skal. Vi skulle i hver vores ende af lufthavnen for at boarde og vi blev gelejdet frem og tilbage til gaten fordi det heletiden blev ændret. Først kl. 00.10 lettede vi - min mor, Rasmus og jeg - uden at ane om de andre kom afsted. Det var lidt af en satsning, men vi var så trætte og færdige, at vi næsten ikke kunne tænke mere. Rasmus sad op og sov og Johanne var faldet i søvn på et bord mit i lufthavnshallen. Kl. 01.10 landede vi i Florianopolis - holdt vågen på cola - og mere end 17 timer forsinkede (lokal tid). Sandro og hans far Christiano modtog os hujende med de brasilianske flag og kørte herefter med os de to timers kørsel til Blumenau med det lejede transportfirma. Kl. 04.30 kunne vi gå til sengs på hotellet - totalt udmarvede og sultne. Der havde ikke været tid til mad, fordi vi stod i kø og ventepositioner det meste af tiden.
Men rejsen er det hele værd, modtagelsen hos vore slægtninge og byen.....virkelig noget for sig......
kh Rita
Abonner på:
Opslag (Atom)
