Foz de Iguassu

(I skrivende stunde er vi hjemme igen. Der har ikke været mulighed for at lægge artikler på bloggen, så den sidste ferieuge kommer først herefter. Artiklen fra Foz de Iguassu er skrevet i bussen på vej hjem her fra).


Fra søndag d. 21.10 til tirsdag d. 23.10 tilbragte vi i Foz de Iguassu. Efter at have kørt 936 km fra Blumenau på ca. 12 timer ankom vi til byen Foz de Iguassu søndag aften og indlogerede os på hotel Taroba.
I Foz de Iguassu ligger verdens største vandfald med over 270 fald hvoraf det højeste er 90 m - "Garganta do Diablo". "Vandtågen" fra dette fald kan ses på flere kilometers afstand.
Pr. sekund flyder gennemsnitligt 1800 m3 vand eller 10 mill. liter vand i sekundet......Vandfaldene er på Unescos liste over fredede naturområder. Faldene ligger lige på grænsen til Argentina og Paraguay.
Den tidligere præsidentfrue Ellinor Roosevelt skulle have sagt, at Niagara Falls var en rindende vandhane i forhold - første gang hun så Iguassu faldene...

Mandag morgen ud af vagten kl. 8.00 for at ankomme inden de værste horder af turister. Det er nemlig en af verdens største turistattraktioner.

Første stop var en stor fugle- og krybdyrspark, hvor dyrene blev holdt i store bure, som vi gik inde i. Det var fuldstændig som at være i "Jurassic Park, hvor man gik fra det ene bur til det andet igennem "sluser". Børnene blev fotograferet med diverse papegøjer og slanger, men min mor og jeg var ved at gå til af væmmelse - jeg haaaader slanger, ingen skal nogensinde få mig til at holde dem. Ungerne synes selvfølgelig de var bløde og lækre......



























Herefter blev vi kørt i specielle busser igennem nationalparken til vandreruterne, der ledte os rundt langs den brasilianske side af vandfaldene. Over diverse broer og udsigtsposter gik det. Og hvilken oplevelse. Den hører til en af de sjældne. Det er ubeskriveligt. Så stort og buldrende og så store vandmasser.

Efter middagsmaden kørte vil til Itaipu dæmningen. Igen et unikt bygningsværk som topper verdensranglisten over vidundere. En dæmning med et kraftværk som producerer 25 % af Brasiliens strøm – og det siger ikke så lidt. Vi blev fragtet rundt i bus og fik lov at stige ud en gang for at knipse løs med kameraerne. Jeg tror ikke de tager nogen risiko med noget – et oplagt terrormål.
Bagefter væltede vi os i god kaffe og kager på konditori, så der var ingen der orkede aftensmad.


Efter at Johanne var lagt i seng og vi selv havde pakket vores habengut for at være klar kl. 7.00 næste morgen, nød Michael og jeg en god caipirinha på værelset – og jeg skal hilse og sige de smager godt hernede…

Tirsdag morgen efter morgenmaden gik det af sted med en lokal guide og chauffør til Argentina for at se vandfaldet fra den argentinske side. På vej over floden til Argentina kan vi se en landtunge, hvor de tre lande Paraguay, Argentina og Brasilien mødes.
Efter lang ventetid og stempler i passet fik vi lov at passere grænsen. Vejret så lovende ud og solcremen var smurt på. I naturparken som omkranser vandfaldene skulle vi med en lille jernbane det første stykke ud til vandrestien. Sorte skyer nærmede sig truende. Første udkigspost var for enden af en 2 km lang gangbro over et stort flodområde til vi kom ud til toppen af ”Garganta do diablo" - djævelens gab, som er det højeste fald. Vi kunne næsten ikke gebærde os for kamera-knipsende turister, der alle ville fotograferes med faldene i baggrunden. Mæt af indtryk gik vi tilbage og her var også overraskelser, en alligator på en sten og et stort firben – Rasmus var næsten ikke til at rive væk med kameraet. De dyr blev godt eksponeret den dag.
Tilbage ved kiosken hvor vi skulle videre til næste udkig begyndte det at dryppe. Nogle af os havde dagen i forvejen købt ”regnfrakker” som bestod af en tynd plasticposeagtig beklædning. De andre af os som ikke havde i forvejen fik hurtigt købt en - og gud love for det. Et skrækkeligt regnvejr satte ind med lyn og torden.

Men vi var altså ikke kommet så langt for at gå i ly for et regnvejr, så guiden peppede os op og videre gik det. Puuuha et vejr. Sikke nogle skrald der kom, det var lige så vi lettede et par cm hvergang det drønede ned over os, det føltes som om vi gik spidsrod imellem lynnedslag. På et tidspunkt blev vi sejlet i båd fra en bred og ud til øen ”ingenmandsland” for at gå til tops der. Det var fuldstændig surrealistisk at stå der ved de buldrende masser mens det stod ned fra oven. Det var med rette at nævne at vi var havnet midt i elementernes rasen. Vi vandrede vel rundt ved faldene i ca. 4 timer - op og ned, frem og tilbage. Det var noget af en stroppetur. Selv Johanne gjorde det med, om end lidt bange når det tordnede allermest. Hun ville gerne tilbage til bussen, men holdt dog hele vejen alligevel.

















Nu sidder vi alle i vores bus på vej tilbage til Blumenau. Direkte fra vandfaldet. Det våde tøj er blevet skiftet og de dyngvåde sko skiftet ud med havaianas så tæerne kan tørre igen. De var blevet noget opløste.
Jo vi må siges at have oplevet det våde element de sidste dage – på ondt og godt og helt uforglemmeligt.